Fremgang trods barsk konkurrence
Styropack Gruppen fik et tilfredsstillende 1999-resultat trods hård konkurrence på alle koncernens markeder. Fremgang i Storbritanien sikrede gruppen et overskud før skat på 35 mio. svarende til en stigning på 45 procent i forhold til 1998. Som led i salget til hollandske Synbra sætter gruppen fremover turbo på en europæisk vækststrategi. Styropack Gruppen har siden 1993 været ejet af Dansk Shell, men da Shell ønskede at koncentrere sig mere om sine kerneforretninger, blev Styropack Gruppen i 1999 solgt til hollandske Synbra Group, og blev dermed en del af en koncern, der har emballager og isolering som kerneområde, og som er førende på sit felt i Europa.