Nyt e-samarbejde til 60 mio. kr.
Med Teknologisk Institut som lokomotiv har en gruppe vidt forskellige virksomheder fundet sammen i et fælles e-businessprogram med et samlet budget på 60 mio. kr. Det drejer sig om virksomheder som 2M Invest, Magasin, dagbladet Børsen, Rema 1000, Kommunedata, RKI, der er indgået i projektet. Med udgangspunkt i Udviklingscenter for e-business vil projektet beskæftige sig med de eksisterende virksomheders udfordringer, når de skal forholde sig til e-business og omstille sig til en ny konkurrencesituation. Formidlingsformen vil være kurser, konferencer og seminarer samt Teknologisk Instituts egen rådgivning. Samarbejdet, der løber over tre år, er en såkaldt centerkontrakt, der er medfinansieret af Erhvervsfremme Styrelsen.